Turismen i Bhutan bygger på det princip de kalder high value – low impact, som betyder at man tilstræber at turismen skal have en lav påvirkning på miljø og samfund samtidig med at den skal generere en høj værdi til landet. Helt konkret betyder det at al turisme i Bhutan skal organiseres igennem et godkendt lokalt turistbureau - evt. gennem en udenlandsk agent – og der er faste dagstariffer (Minimum Daily Package) for opholdet. Disse dagspriser inkluderer overnatning med fuld pension på hotel, i telt på vandreture eller eventuelt privat overnatning. Priserne inkluderer også al transport, lokal engelsktalende guide samt den såkaldte sustainable development fee, en turistskat på US$ 65 pr. dag, som går til udvikling især inden for skole- og sundhedsområdet.

Service og standard er rimelig høj, og indlogering sker på gode mellemklasse hoteller. Dog kan standarden være lidt lavere i den østlige del af landet, hvor turismen endnu ikke er så veludviklet.

Turistsektoren i Bhutan er i konstant udvikling, og der bygges luksushoteller som ikke omfattes af den fastsatte dagspris. De kan reserveres gennem den lokale rejsearrangør mod et tillæg.

På vandreture omfatter dagsprisen også transport af telte, mad, deltagernes individuelle bagage og andet udstyr på de kraftige yakokser eller på ponyryg, og personalet sørger for rejsning af telte, madlavning m.m. Den slags ture kræver dog et vist antal deltagere for at kunne gennemføres.

Baggrunden for Bhutans turistpolitik

Bhutan blev åbnet for turisme i begyndelse af 1970’erne, og Bhutan kunne på det tidspunkt lige så godt have fulgt de råd man fik fra omverdenen om at jo flere turister der blev lukket ind, jo større indtægt ville landet generere. Imidlertid besluttede den unge nykronede konge at riget skulle gå sine egne veje, og han indførte princippet om high value, low volume, som i dag ofte omtales som high value, low impact. På grund af den politik skabtes Bhutan som et brand i turistverdenen, som et sted hvor kun de færreste har været.

En turistpolitik under pres

I 2019 blev det indlysende at princippet om low impact var ved at blive til high impact, idet landet inden for de seneste år har mærket en stigende tilstrømning af regionale turister fra primært Indien. Dette skyldes at Bhutan har en aftale om visumfrihed med de tre SAARC-lande (South Asian Association for Regional Cooperation) Indien, Bangladesh og Maldiverne. Især inderne har i stigende grad fået øje på Bhutan som et paradis, hvortil de kan flygte fra Indiens hede, trængsel og forurening, og der er dermed blevet trængsel i klostre og templer og ved idylliske udsigtspunkter - stilheden er brudt.

De lokale turister har altså hidtil ikke betalt udviklingsbidrag, og de har kunnet færdes frit i deres egen bil uden en lokal guide til at sikre at de respekterer Bhutans befolkning og kultur, at de ikke smider affald osv. De regionale turister bidrager ofte ikke særlig meget til Bhutans økonomi, og man kan ofte høre klager om indere der krænker Bhutans kultur, religion og miljø.

På trods af utilfredshed fra hotelejere og andre lokale aktører og ikke mindst fra Indien indfører Bhutan fra 2020 afgifter og andre regler som skal begrænse den regionale turisme på samme måde som den internationale turisme, så det er forventningen at antallet af indiske turister vil lande på et bæredygtigt niveau.

Den 7. marts 2020 lukkede Bhutan som et af de første lande sine grænser på grund af covid-19 virus. Det er gået hårdt ud over landets turistsektor, som er en af Bhutans vigtigste indtægtskilder.