Thimphu

- Side under opbygning, flere detaljer på vej


Thimphu Dzongkhag

Thimphu Dzongkhag (provins) med hovedstaden Thimphu, som ligger i den vestlige del af Bhutan, har et areal på 1,8 km2. Omkring 64 procent af denne dzongkhag er skovbevokset og derudover findes der en del landbrug. Ved den vestlige grænse til Tibet ligger nogle af Bhutans højeste bjerge som Jumolhari (7.315 m.) og Jitchu Drake (6.850 m.). Dzongkhagen omfatter de otte gewog (kommuner) Chang, Kawang, Dagala, Genekha, Mewang, Lingzhi, Soe and Naro. Gewog er den mindste administrative enhed i Bhutan.

Thimphu Dzongkhag har ca. 125.000 indbyggere hvoraf godt 100.000 bor i hovedstaden.


Thimphu by

Thimphu er Bhutans hovedstad og sæde for både regering og kongehus. Byen ligger i en dal i omkring 2.300 meters højde omgivet af 4.000 meter høje bjerge. I løbet af de seneste årtier har byen udviklet sig fra at ligne en større landsby til en hovedstad med omkring 100.000 indbyggere.

I Thimphu kan vi betragte livet i den pulserende by, som er Bhutans vigtigste handelscentrum. Der er mange seværdigheder i og omkring byen, som bl.a. omfatter en lille zoo med Bhutans meget særprægede nationaldyr, takinen.

I bjergene lidt uden for Thimphu skuer Buddha Dordenma majestætisk ud over byen. Det er en gigantiske Buddhastatue, og herfra kan man se det meste af Thimphu. Der er en fantastisk udsigt over byen, og flere af de største bygningsværker kan udpeges. Buddha Dordenma er en af verdens største buddhastatuer.

Trafikken er tiltagende i Thimphu, og i 2007 prøvede man at udskifte færdselsbetjenten i byens mest trafikerede gadekryds med et lyssignal, men befolkningen protesterede fordi man mente at det var for upersonligt, så den velkendte politibetjent overtog igen trafikreguleringen. I dag er Thimphu stadig blandt meget få hovedstæder der ikke har lysregulering, og færdselsbetjenten er et af de mest fotograferede motiver i byen.

Thimphu er en lille hovedstad, og mange af de vigtigste seværdigheder kan nås til fods. En vandretur kan starte i bycentrum ved Clocktower Square til den Nationale Minde-chorten, som blev bygget i 1974 til minde om den 3. konge, Hans Majestæt kong Jigme Dorji Wangchuck. Derfra går du ned til rundkørslen med færdselsbetjenten, som ligger på hovedgaden Norzin Lam, hvor du kan besøge mange små særprægede butikker og templer. Et stykke oppe ad gaden deles den i to for henholdsvis nord- og sydgående trafik, og herimellem ligger en basar med kunsthåndværk og souvenir Herefter når man det Nationale Tekstilmuseum, som er et besøg værd hvis ikke man vælger at afsætte særskilt tid til det.

Turen fortsætter nu ned mod Wang Chhu-floden, hvor man kan bruge meget tid på at udforske weekendmarkedet og det nærliggende lille marked for tøj og kunsthåndværk. Turen kan slutte ved det Nationale Stadion og bueskydebanen (Bhutans nationalsport). På vej mod stadion kan du gå gennem Centenary Park, en park som blev lavet til ære for den femte og nuværende konge, og som samtidig markerer hundrede år for Bhutans monarki. Parken blev indviet den 26. september 2006. Øst for floden ligger Jungshi Paper Factory, Jungshi papirfabrik, hvor der fremstilles traditionelt håndlavet papir af daphne-planten. En stor del af produktionen eksporteres til Japan.

Lidt nord for centrum ligger det Nationale Institut for Zorig Chusum, en skole hvor man dyrker og underviser i de 13 bhutanesiske kunstarter og håndværk, bl.a. thangkamaling, broderi og trædrejning. Ikke langt herfra findes Nationalbiblioteket, hvor verdens største udgivne bog med titlen Bhutan, udstilles. Den er over to meter høj og vejer 68 kg. Et kopi kan købes for den nette sum af US$ 15.000. Her findes også Folk Heritage Museum, Museet for Kulturarv, som er en tre-etagers bygning opført og møbleret som en landejendom for hundrede år siden. Det er muligt at få en rundvisning med en af museets enge guider. Museet afspejler i en vis udstrækning livet på landet i dag. I samme område ligger Museet for Traditionel Medicin.

På den anden side af Thimpus golfbane ligger den prægtige Tashichho Dzong som huser flere ministerier og kongens kontorer. Her blev den femte konge kronet i 2008 da hans 50-årige far abdicerede og indførte demokrati i Kongeriget med valg til to kamre. Det er her Thimphus store festivaller Thimphu Dromchoe og Thimphu Tshechu afholdes om efteråret.

Sydøst for Tashishod Dzong ligger det beskedne kongepalads og den på den østlige side af Wang Chhu-floden ligger den store parlamentsbygning.

Lidt vest for bycentrum ligger det interaktive levende museum Simply Bhutan, som er et projekt der har til formål at bevare og promovere Bhutans kultur, som er en af hjørnestenene i bruttonational lykke, som er et begreb udviklet af den unge fjerde konge, Hans Majestæt Jigme Singye Wangchuck, i 1970'erne på baggrund af buddhistiske værdier. Projektet er med til at skabe uddannelse og jobmuligheder for kongerigets ungdom.

VAST (Voluntary Artists Studio Thimphu) er et center til fremme af både traditionel og moderne kunst samt uddannelse af unge kunstnere (http://www.vastbhutan.org.bt/). Der er tilknyttet et kunstgalleri.

I bjergene længere nordpå findes det moderne Zilukha Nonnekloster og endnu længere mod nordøst ligger Dechen Phodrang, som siden 1971 har huset den nationale klosterskole. Her gennemfører mere end 450 studerende den 8 år lange uddannelse. Den originale Thimphu Dzong blev bygget på dette sted i det 12. århundrede, og en del af de oprindelige bygninger er bevaret. Nogle af de oprindelige malerier er blevet restaureret.

Bhutans meget særprægede nationaldyr takinen, kan ses i et lille reservat i bjergene nordvest for byen. Tidligere har det været en lille zoologisk have, men i dag er hele området dedikeret til takinen.