Samdrup Jongkhar

- Indgang til det østlige Bhutan


Samdrup Jongkhar Dzongkhag

Rejsende til det østlige Bhutan vil typisk rejse ind via Samdrup Jongkhar fra Guwahati i den indiske delstat Assam. Man har dog for nylig åbnet for indenrigsfly til Yonphula Airport, ca. 30 km fra Trashigang. Samdrup Jongkhar Dzongkhag (provins) ligger i det sydøstlige hjørne af Bhutan, og højden varierer fra 200 meter ved grænsen op til bjergtoppe på 3.500 meter. Historisk har regionen været styret af Gyadrung, som havde residens i Dewangiri.

Samdrup Jongkhar Dzongkhag har ca. 41.000 indbyggere, og den dækker et areal på 1.878 km2, hvoraf mere end tre fjerdedele er dækket af hovedsaligt bredbladet subtropisk skov.


Samdrup Jongkhar by

Når man krydser grænsen fra Indien, mærker man straks et skift i stemning og arkitektur. Bygningerne i Bhutan er farverigt dekorerede, og stemningen virker mere afslappet. Samdrup Jongkhar er den ældste by i Bhutan, og den har udviklet sig gennem årene, men det er stadig en lille hyggelig by centreret omkring pladsen med et stort bedehjul. Samdrup Jongkhar er en livlig by med et marked og mange handlende fra de omkringliggende områder og fra den indiske side af grænsen. Tæt ved floden ligger markedet, hvor man hovedsaligt sælger grøntsager, og en gade med en række små butikker som sælger fisk og kød. Samdrup Jongkhar har også Bhutans ældste biograf, som hovedsaligt viser Bollywood film til glæde for besøgende fra Assam-provinsen i Indien.

Midt i Samdrup Jongkhar ligger byens Zangdopelri, som er et tempel på tre etager. Det er udsmykket af nogle af de dygtigste bhutanesiske håndværkere med vægmalerier og smukke statuer, og den er absolut værd at besøge inden man sætter sig omkring middagsbordet. Zangdopelri er hjertet i den omkringboende befolknings religiøse liv.

I byens udkant finder vi den meget smukke Samdrup Jongkhar Dzong, som arkitektonisk er meget forskellig fra de ældre og mere traditionelle dzongs i højlandet, idet det ikke er tænkt ind i arkitekturen at den skulle fungere som fæstning.

Ved siden af byens dzong findes Dratshang (hovedkvarter for munkene), som også er en nyere konstruktion. Ud over munkeordenen huser det mange novicer, som religiøse funktionærer tager sig af.


Fra Samdrup Jongkhar til Trashigang

Vejen mellem Samdrup Jongkhar og Trashigang blev bygget i 1960'erne, og den er en del af hovedfærdselsåren mellem øst og vest, men hvis man ønsker at rejse hele vejen gennem landet, skal man planlægge med god tid, så ikke hele rejsen skal tilbringes i bil på de snoede bjergveje. I 2014 påbegyndte man et landsdækkende projekt der gik ud på at alle hovedvejene skulle udviddes fra ét til to spor, og det er et arbejde man stadig kan blive berørt af. Strækninger på flere kilometer kan være lukket på faste tidspunkter på dagen, så der bliver mulighed for at sprænge klippestykker væk og fjerne det.

Lidt uden for byen skal alle rejsende have kontrolleret deres papirer, men for turister er det noget guiden sørger for. Efter otte km kan vi se en buddhafigur i klippevæggen.

20 til 30 km nord for Samdrup Jongkhar opdrættes den store mithun kvægrace, som herfra leveres til landmænd i hele det østlige Bhutan. De opfattes som den fineste kvægrace i hele Bhutan.

Afstande fra Samdrup Jongkhar.


De første 60 km kører man mest opad gennem skovdækkede bjerge med fantastiske udsigter. Ind imellem støder vi på et par huse med lidt jordbrug, og i skovene lever der aber og forskellige hjortearter og der er et rigt fugleliv. Efter 18 km kommer vi til Dewathang, hvor Bhutan midt i 18-hundredetallet forsvarede sig mod briterne, som havde herredømmet over Indien. Lige nord for byen finder vi det meget interessante Choekyi Gyatso Institute for Advanced Bhuddist Philosophy, hvor man lægger vægt på at leve i harmoni med naturen, og instituttets lhakhang ligner ikke hvad man ser i resten af landet.