Folkefest og hellig dans

- Tshechu og andre festivaler i Bhutan


Templer, klostre og dzonger i Bhutan danner årligt rammen om Tshechu og andre festivaler, som på én gang er vigtige religiøse begivenheder og sociale sammenkomster. Folk kommer vandrende til fra omkringliggende landsbyer, så selv i små landsbyer kan den årlige tshechu tiltrække hundredvis af deltagere fra nær og fjern. Man samles med familie, venner og bekendte, og ud over de religiøse maskedanse, er der boder med mulighed for spil og handel. Bhutanerne ifører sig deres fineste tøj og smykker ved disse lejligheder.

Festivalerne er også en vigtig del af de fleste turistrejser til Bhutan, men i reglen udgør udenlandske besøgende kun en mindre del af de fremmødte, og det kan lade sig gøre at arrangere besøg ved mindre festivaler som kun overværes af få eller ingen turister. Festivalerne finder sted forskellige steder i kongeriget året rundt. Dog er der ingen festivaler i juli og august pga. den kraftige regn i monsunperioden.


Festivaler i Bhutan

Der findes flere forskellige typer af festivaler i Bhutan; både religiøse og verdslige. Fødselsdag, bhutansk nytår m.fl. er verdslige festdage som markeres med overdådige offentlige fejringer.

De vigtigste religiøse festivaler er dromche og tshechu. Sidstnævnte afholdes til ære for Guru Padmasambhava eller Guru Rinpoche, som i Bhutan anses for den anden Buddha. Man tror på at alle denne tantriske mesters store gerninger fandt sted på den tiende dag i en måned, hvorfor denne festival kaldes tshechu (tshe = dag, chu = ti), og den afholdes på eller omkring den tiende dag i den bhutanske månekalender. Dog skal lokale guddomme også tilgodeses, så hver festival har sit regionale særpræg.

Dromche er viet til de to vigtigste beskyttende guddomme Yeshe Gonpo (Mahakala) og Palden Lhamo.


Festivalens funktion

Blot ved at møde op til en tshechu vinder man meritter og får velsignelse, og særligt det at se den store thongdrol (en kæmpestor thangka) blive rullet ud på tredjedagen, befrier beskueren fra sine synder og bringer held og lykke.

Festivalerne giver landbefolkningen en god lejlighed til at besøge deres lokale tempel og de virker som incitament til øget involvering i den buddhistiske lære og vinde meritter, idet den troendes blotte tilstedeværelse giver en form for velsignelse. Fra tidernes morgen har de haft en vigtig oplysende funktion, idet de er med til at udbrede de religiøse fortællinger og traditioner.

Festivalen er tillige en vigtig lejlighed til at socialisere med mennesker man ikke se så tit, der udveksles nyheder fra nær og fjern, man spiser, drikker og morer sig, og især kvinderne viser deres dyreste kira (kvindens klædedragt) og smykker frem. Der indgås også aftaler om handel med jord og husdyr og der planlægges ægteskaber. desuden spilles og konkurreres der til stor underholdning.

Imellem de hellige danse underholder klovne med al slags sjov, men til tider kan de næsten skræmme livet af børnene.


Tshechu’ens gang

En tshechu strækker sig i reglen over tre dage, og den tredje og sidste dag er den vigtigste og helligste. Om morgenen kommer folk gående eller kørende til festivalpladsen fra nær og fjern. Familierne medbringer tæpper de kan sidde på samt mad og drikkevarer. De mindre steder vil der ofte blive solgt ara (lokal brændevin) og mad.

Foregår festen i en dzong, er det i reglen i dzongens gårdsplads, men i nogle tilfælde, f.eks. i Paro, er festpladsen beliggende for sig selv udenfor. Templer og klostre har et åbent område hvor festlighederne kan afholdes.

Udrulning af den store thongdrol

Tshechu’ens tredje og sidste dag begynder med at et optog af munke og lægfolk bærer den sammenrullede thongdrol (en kæmpestor thangka) ind på festpladsen, og den bliver ført over til det stativ hvorpå den skal rulles ud. Akkompagneret af musik og dans rulles den store vævede thongdrol ud og et billede af Guru Rinpoche åbenbares for tilskueren. Bare man ser et glimt af dette hellige klæde, som kun fremvises denne ene gang om året, befris man for sine synder, og det bringer held og lykke. Thongdrol betyder frigørelse ved syn.

Umiddelbart efter begynder den første cham – eller hellige dans, og indimellem bliver publikum underholdt af atsara’er eller klovne. Klovnene udfylder tiden mens danserne skifter til næste kostume, og desuden holder de ro og orden på festpladsen. De kan også hjælpe danserne hvis de har problemer med trinnene, maske eller dragt, og de skal kende dansene og det detaljerede program. Klovnen er hævet over den almindelige troende og han er de eneste der kan gøre nar af religionen. Hans til tider grove jokes får tilskuerne til at skraldgrine, men til tider kan klovnenes løjer også være ved at skræmme livet af de mindre børn.

Bag klovnemaskerne gemmer sig veluddannede munke, som også har til opgave at belære tilskuerne og forklare de myter der ligger bag dansene. Klovnene kan indgå aktivt i nogle af dansene, og der findes danse som er dedikerede til klovnene.

Efter den første dans stiller folk sig i kø ved den store thongdrol for at blive velsignet.

Indimellem de hellige danse opføres folkedanse, som oftest udføres af kvinder.

I forbindelse med festivalerne er der ofte sat et lille marked op hvor handlende falbyder varer som der ikke er så let adgang til i de fjernere landsbyer. Desuden er der forskellige former for spil, hvor en særlig form for dart med en roterende skive er blandt favoritterne.


Cham – den hellige dans

Det er ikke helt dækkende at oversætte cham til dans, idet vi i vestlig kultur i modsætning til Asien ikke associerer dans med religion, og cham-dansene er netop en religiøs praksis. De er rituelle danse i Vajrayana-buddhismen, og de kan betragtes som en form for danset yoga som beskriver en spirituel vej mod oplysning.

Den proces der er forbundet med at lære dansene, er en velanset disciplin i klosterlivet, for danseundervisningen består ikke bare af at lære nogle trin. Den kræver tillige religiøs, filosofisk og historisk forståelse samt træning i magi, eftersom disse danse er andet og mere end visuelle fremførelser. For munkene er dansene en spirituel interaktion med lægmand, og synet af dansene er frigørende. Før munkene træder ind på dansepladsen, har han mediteret i templets indre, og på den måde visualiserer han den guddom han skal repræsentere og den bliver skabt inden i danseren.

Cham-dansene gør bhutanerne i stand til at møde deres guddomme direkte, og de får en indsigt i den buddhistiske læse som de ikke ville kunne opnå gennem en verbal interaktion. Mange tror at danserne reelt forvandles til guddomme for en stund.

De hellige danse, som ofte betegnes maskedanse, udføres af munke, hvis ansigt i de fleste danse er skjult bag store træmasker. Både maskerne og de farvestrålende gevandter er specifikke for de enkelte danse, men en del danse kan være vanskelige at skelne fra hinanden. Danserne er barfodet, mens klovnene bærer traditionelle støvler. Efter tshechu’en gemmes de indviede masker væk, og de bliver først vist frem igen til det følgende års fest.

En gruppe munke akkompagnerer dansene på håndtrommer, bækkener, horn og obo.


Cham-dansenes opståen

Ifølge myterne stammer disse danse fra den indiske mester Guru Rinpoche, som brugte dem i sin undertvingelse af lokale dæmoner forskellige steder i Bhutan. Siden er de blevet raffineret og videreudviklet på baggrund af efterfølgende store mestres visioner som ofte er kommet til dem i drømme.